Medier: Regeringen vil sænke forsamlingsloftet til fem

Regeringen lægger op til at sænke forsamlingsloftet fra ti til fem personer samt at hæve afstandskrav fra en til to meter i dagligvarebutikker.

Det erfarer Jyllands-Posten, TV2 og BT.

Fra klokken 11.30 har partilederne været til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) om coronasituationen.

Det er Statens Serum Institut (SSI), som anbefaler at halvere forsamlingsloftet for at få bedre styr på coronasmitten.

Det fremgår af et notat, som TV2 er i besiddelse af.

– I og med at store dele af samfundet er nedlukket, forventes det, at smitte i højere grad kan ske i forbindelse med forsamlinger inden og uden for hjemmet, og at stramning af forsamlingsforbuddet fra 10 til 5 personer i det offentlige rum er et nødvendigt tiltag for at forebygge alvorlig smittespredning, står der i notatet, som ifølge TV2 er sendt til partilederne forud for mødet.

Meldingerne kommer, efter at blandt andre regeringens støttepartier har brugt tirsdag morgen til at opfordre regeringen til at stramme restriktionerne yderligere.

Nødpasning i vuggestuer og børnehaver, at sænke forsamlingsloftet, at indføre indrejseforbud fra alle lande og skærpe afstandskravet. Det var blandt de forskellige forslag, som SF, Enhedslisten og De Radikale er kommet forud for mødet.

Regeringens støttepartier er bekymrede for en meget smitsom britisk variant af coronavirus. Den kaldes B117. Også en sydafrikansk virusvariant skaber bekymring.

/ritzau/