Ellemann savner retning ud af coronakrise fra statsminister

Partileder Jakob Ellemann-Jensen (V) savner, at statsministeren i sin nytårstale havde nævnt, hvordan Danmark kommer videre fra coronakrisen.

Det skriver han på Twitter.

– Fin anerkendelse fra statsministeren af vores stærke danske fællesskab, og at danskerne har taget et stort individuelt ansvar, som har hjulpet os gennem coronakrisen.

– Men samtidig en tale, der ikke taler om det svære; hvordan vi kommer ud af krisen og skaber vækst og nye arbejdspladser, skriver ham.

Han kommer i sit korte tweet ikke ind på, hvordan han selv vil hive landet ud af krisen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag aften holdt sin anden nytårstale, som i vid udstrækning fokuserede på coronasituationen i Danmark.

Hun håber, at påsken til april bliver et vendepunkt for coronasitautionen, men understreger samtidig, at det ikke bliver en afslutning.

Regeringen mener, at vaccinen er vejen tilbage til hverdagen.

/ritzau/