Regeringen åbner for coronaprioritering i kommunerne

Regeringen giver kommuner lov til at slække på krav på ældre-, social- og sundhedsområdet, hvis coronapres kræver det. Det sker med en nødbekendtgørelse, der kommer inden for kort tid, oplyser Sundhedsministeriet i en mail.

Kommunerne får lov til at fravige kravene fra den 24. december til den 1. marts.

– (Bekendtgørelserne, red.) giver kommunerne mulighed for at fravige visse regler om rettigheder, hvis en række betingelser er opfyldt, for at kunne prioritere pleje- og personalekapacitet i forbindelse med håndtering af covid-19, skriver Sundhedsministeriet.

Den nye bekendtgørelse vil eksempelvis tillade kommunerne at flytte personale til der, hvor der er størst behov, sætte forebyggende behandlinger på pause eller skære ned på rengøring i en periode.

Ministeriet understreger, at kommunerne kun kan fravige eller se bort fra kravene, hvis kræfterne bliver brugt på “livsnødvendige, kritiske og akutte støttebehov”, kommunerne løbende vurderer beslutningen og foretager en “konkret og individuel” vurdering.

Det har været et ønske fra Kommunernes Landsforening, KL, at kommunerne fik muligheden for at tage hurtige forholdsreglerne, hvis antallet af smittede med covid-19 truer med at få systemet til at kollapse.

I Helsingør Kommune forventer borgmester Benedikte Kiær (K), at kommunen snart vil blive nødt til at bruge de nye muligheder, der er givet.

– Det varer ganske kort tid, så brænder det på hos os, som det gør på hospitalerne lige nu. Der er en forsinkelse, til at det rammer os også.

– Jeg er helt overbevist om, at når vi kommer over juledagene, så skal vi til at finde ud af, hvordan vi prioriterer kræfterne. Vi har allerede udfordringer i dag, siger hun.

– Det handler udelukkende om, at vi skal kunne sætte ind der, hvor der er brug for livsvigtig pleje og omsorg. Vi skal kunne hjælpe de borgere, der er ramt af alvorlig sygdom.

Kommunerne har håbet, at der også ville blive lavet en lignende ordning inden for dagtilbud, men det er ikke sket.

Både regioner og kommuner er kommet under pres, i takt med at smitten med covid-19 har spredt sig markant i efteråret. Siden 1. december er antallet af indlagte med covid-19 mangedoblet til 723.

/ritzau/