Tidligere borgmester Evan Jensen er død – 90 år

Tidligere borgmester Evan Jensen døde mandag på Holbæk Sygehus efter længere tids sygdom. Han blev 90 år.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Han var borgmester i 32 år i Lejre Kommune og formand for Kommunernes Landsforening (KL).

Han sad på magten i den sjællandske kommune for Venstre fra 1970 til 2002, hvor han valgte ikke at genopstille på grund af alder.

Her var han en stor stemmesluger, og han sikrede Venstre absolut flertal fra 1988 og frem til, han stoppede.

Desuden nåede Evan Jensen to perioder som formand for KL fra 1982 til 1986 og fra 1994 til 1998.

I fem år sad han også i Folketinget, inden han i 1971 besluttede sig for at fokusere på sin borgmesterpost i Lejre.

I Folketinget var han valgt for Randers Amtskredsen.

Evan Jensen sad også på posten som bestyrelsesformand for det nuværende Sjællandske Medier fra 1982 til 2003.

Han har ligeledes været formand for bestyrelsen for Kommunekredit og har været udpeget til at sidde i Dommerudnævnelsesrådet.

Oprindeligt er han fra Østrup i Himmerland, hvor han uddannede sig som lærer.

Efterfølgende flyttede han til Sjælland, hvor han nåede at være forstander på en skole i Holte, før han gik ind i politik.

/ritzau/