Rejsende fra England opfordres til ti dages isolation

Personer, der er rejst fra Storbritannien til Danmark 30. november og efter, opfordres til at gå i isolation i ti dage.

Det oplyser Sundhedsministeriet på sin hjemmeside. Selvisolationen kan afbrydes, hvis man fire dage inde i isolationen bliver testet for coronavirus og får et negativt resultat.

Varslingen kommer, efter at Danmark har lukket for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer gældende fra mandag klokken 10.00.

Det sker, efter man har fundet en variant af corona, der ifølge myndigheder er 70 procent mere smitsom end den almindelige.

– For at forhindre, at den stærkt smitsomme muterede virus får fodfæste i Danmark, er det helt afgørende, at dem, der er kommet hjem fra Storbritannien i den seneste tid, følger retningslinjerne om at isolere sig i ti dage – eller til de har en negativ test efter fire dage. Og hvis de alligevel er kommet for tæt på andre, så få dem testet også.

– Fra regeringens side har vi valgt at lukke for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer. Vi følger udviklingen og ser på eventuel forlængelse af forbud mod flyvningen fra UK, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

/ritzau/