Mette Frederiksen kommer i fokus i granskning af minksag

Kommissoriet for granskningskommissionen, der skal kulegrave regeringens håndtering af minksagen, er nu på plads.

Det står fast efter et møde i Udvalget for Forretningsordenen mandag.

Fokus vil være på den politiske håndtering, som tager udgangspunkt i et pressemøde 4. november.

Her meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skal aflives. Det handlede om folkesundheden, fordi der var fundet mutationer af covid-19 i mennesker spredt fra mink.

Få dage efter kom det frem, at lovgrundlaget manglede til den beslutning. Statsministerens rolle samt enkelte ministeriers rolle vil være i fokus.

Rigspolitiets og Forsvarets ageren samt sagen om de nedgravede mink, der har forurenet grundvandet, er ikke en del af kommissoriet.

Kommissoriet er kommet på plads samme dag, som et flertal i Folketinget – bestående af partierne i rød blok – vedtager minkloven, der med over halvanden måneds forsinkelse netop forbyder hold af mink frem til 31. december 2021.

/ritzau/