Lov vedtaget: Arne kan nu få sin tidlige pension

Retten til tidlig pension for nedslidte – bedre kendt som Arne-pensionen – er mandag vedtaget i Folketingssalen.

Regeringen indgik aftalen om lovforslaget med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti 10. oktober, og nu er loven vedtaget.

Aftalen træder i kraft i 2021, så de første personer kan gå tidligere på pension i januar 2022, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil 41.000 helårspersoner i 2022 få ret til tidligere pension.

– For første gang i årtier udvider vi nu lønmodtagernes rettigheder.

– Når vi beder danskerne om at arbejde længere, er vi også forpligtet til at tage hensyn til, at nogle arbejdsliv slider mere end andre, og at nogle begynder tidligere på arbejdsmarkedet end andre, siger han i en pressemeddelelse.

Han påpeger, at 80 procent af de, der får retten, er ufaglærte eller faglærte, eksempelvis slagteriarbejdere eller Sosu-assistenter.

Ordningen er målrettet de personer, der er startet tidligt med at arbejde, og som har haft et langt og ofte fysisk hårdt arbejdsliv.

For at omfatte den gruppe mennesker vil ordningen blive baseret på, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet seks år før pensionsalderen, fremgår det af lovforslaget.

Arne-pensionen skal gennem en evaluering i 2030.

Efter vedtagelsen af lovforslaget lykønsker Mette Frederiksen (S) på Facebook de danskere, der har været længst på arbejdsmarkedet.

– Kæmpe tillykke til Arne. Og de mange danskere, der har været flest år på arbejdsmarkedet.

– I dag trykkede et flertal i Folketinget på den grønne knap: Ret til tidlig pension er nu vedtaget. Flere sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. I dag er har vi vist, at det kunne det godt. Tak til Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, skriver hun.

Statsministeren har vedhæftet et billede af sig selv og Arne på Facebook-opslaget.

Arne Juhl, der er byggeriarbejder, blev under valgkampen i 2019 ansigtet på regeringens planer om tidligere tilbagetrækning, heraf navnet på ordningen om tidligere pension.

Da nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede forslaget for knap to år siden, var der ikke meget tro på idéen fra de politiske omgivelser.

Daværende statsminister Lars Løkke (V) kaldte forslaget for det største blufnummer i dansk politik.

/ritzau/