Døde mink graves op til maj og bortskaffes

Et politisk flertal er enige om, at cirka fire millioner aflivede mink, der er gravet ned i Karup og Holstebro, skal graves op og bortskaffes efter et halvt år.

Det oplyser Fødevareministeriet. Man venter et halvt år for at være sikker på, at der ikke er en smitterisiko med coronavirus.

Det vil sige, at opgravningen af mink kan igangsættes sidst i maj måned, og de kan være bortskaffet i midten af juli måned, skriver ministeriet.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger i en pressemeddelelse, at han er glad for aftalen, men at han gerne havde set, det gik hurtigere.

– Seks måneder lyder af lang tid, og jeg havde da også gerne set, at det kunne have gået endnu hurtigere, men det er klart den sikreste løsning, da vi undgår, at personale udsættes for smitte under opgravning og samtidig undgår, at de døde og smittede mink transporteres over større afstande, siger han.

Ministeren siger desuden, at han har været bekymret for, at man skulle lave en miljøredegørelse – også kaldet en vvm-redegørelse – som kan tage lang tid.

Desuden fortæller Rasmus Prehn, at han godt kan forstå, at lokale borgere helst så minkene gravet op med det samme. Men risikoen er for stor, mener han.

– Og da minkene stadig kan smitte med covid-19, står gevinsten ved at grave dem op nogle få måneder før ikke mål med risikoen, siger han i pressemeddelelsen.

Danmark har aflivet over 15 millioner mink, siden det blev besluttet, at alle mink i Danmark skulle aflives som følge af muteret coronavirus, der havde bredt sig til mennesker.

Omkring 10,5 millioner af de aflivede mink befandt sig på smittede farme eller på farme i en radius af 7,8 kilometer fra en smittet besætning.

/ritzau/