Regeringen forventer, at boligpriserne samlet set vil stige med 8,7 procent de kommende år.
I år forventes en stigning på 3,3 procent, i 2021 en stigning på 2,9 procent og i 2022 en stigning på 2,3 procent.
Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, som ser på dansk økonomi i fremtiden. Den offentliggøres fredag.
Regeringen og De Økonomiske Vismænd spåede ellers større tilbagegang på grund af corona. Men det er gået stik imod forventningerne. Også antallet af handler er skudt i vejret.
Samlet set vil boligejerne have udsigt til en stigning på 175.000 kroner fra 2019 til 2022 ifølge en udregning fra Arbejdernes Landsbank.
Med en stigning på 3,3 procent i år vil et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter blive 66.000 kroner mere værd.
Holder regeringens prognose, vil husets pris stige med yderligere 60.000 kroner i 2021 og 49.000 kroner i 2022.
Overordnet kommer coronasituationen til at gøre mindre ondt på dansk økonomi, end man tidligere har frygtet.
Selv om der nu ventes et lidt mindre slag til dansk økonomi i år, vil faldet stadig været det største siden finanskrisen i 2009.
Til gengæld ventes 2021 at byde på økonomisk vækst, som dog er lavere end den hidtil forventning.
Prognosen er udarbejdet forud for den seneste udvikling i coronasituationen i efteråret og er derfor behæftet med yderligere usikkerhed.
/ritzau/