Folketinget forbedrer og forlænger hjælpepakker efter nedlukning

Et bredt flertal i Folketinget er torsdag blevet enige om at forlænge og forbedre hjælpepakkerne til dansk erhvervs- og kulturliv. Det sker efter onsdagens annoncering af yderligere nedlukning på grund af de høje smittetal med coronavirus.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet.

Aftalen bygger oven på sidste uges aftale mellem de samme partier om at genåbne de generelle hjælpepakker. De blev vedtaget i foråret, da Danmark i stor udstrækning lukkede ned på grund af coronavirus.

Aftalen skal ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skabe “tryghed for både virksomheder, lønmodtagere og kultur- og idrætsliv”.

– Det høje smittetryk betyder, at vi må indføre skrappere restriktioner, og derfor er det afgørende, at hjælpen følger med.

– Og så lytter vi selvfølgelig også, når virksomhederne siger, det er for teknisk og svært at ansøge om hjælp. Derfor forenkler og forbedrer vi nu også kompensationsordningerne, siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

En række af de målrettede kompensations- og garantiordninger bliver forlænget fra 1. februar til 28. februar næste år.

Samtidig bliver ansøgningsprocessen forenklet for virksomheder, der skal søge om at få kompensation. Der bliver blandt andet mindre restriktive krav om dokumentation for tab, således at hjælpen kan nå hurtigere ud.

– Sammen med adgangen til de store hjælpepakker og lønkompensation får vi med aftalen her løst flere af de udfordringer, som har voldt store problemer tidligere, siger De Radikales erhvervsordfører, Katrine Robsøe.

– Derfor er jeg især glad for, at vi har fundet knapper at skrue på for at få pengene hurtigere ud til dem, der har behov for dem, siger hun.

/ritzau/