Kommentatorer: Venstre har begået kæmpe strategisk fejl

Et bredt flertal i Folketinget indgik tirsdag aften en ny flerårig politiaftale. Fraværende var dog oppositionspartiet Venstre, der ellers aspirerer til regeringsmagten. Det får hårde ord med på vejen fra flere politiske kommentatorer.

Venstre kunne ikke se sig selv i finansieringen af politiaftalen. Venstre stod af samme årsag også uden for aftalen om grønne biler. Et område hvor et regeringsbærende parti ellers normalt også ville være med.

– Jeg mener, det begynder at blive kritisk for Venstre. Det var uheldigt at ryge ud af aftalen om grønne biler, når men gerne vil have en grøn profil.

– Men for politiaftalen mener jeg, det er en decideret fejl, at Venstre ikke er med. Det er en afgørende ting for et parti, der gerne vil være regeringsbærende at være med i en politiaftale, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Det gør det ikke lettere for Venstre, at både De Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti fra blå blok er del af aftalen, som de har rost på sociale medier. Og at Venstre dermed som eneste parti i blå blok ud over Liberal Alliance ikke er med.

Politiske kommentator Hans Engell kalder det for “en kæmpe strategisk fejl”.

– Det betyder, at Venstre er helt uden for indflydelse på politiets udvikling de næste tre år.

– Det gør, at det er svært for Dansk Folkeparti, De Konservative og Nye Borgerlige at kigge på Jakob Ellemann-Jensen (Venstres formand red.) som det naturlige samlingspunkt i den blå lejr, når man vælger slet ikke at være med i aftaler, siger han og fortsætter:

– Han fravælger rollen som den, der kan samle de blå partier og være deres naturlige statsministerkandidat for dem. Jeg mener virkeligt, at det er en strategisk brøler, Venstre har begået.

Venstre-medlemmer skriver på sociale medier, at man ikke kunne være med i en aftale på grund af, at den delvist finansieres at stigende afgifter. Noget De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på TV2 News kalder “sludder”.

Erik Holstein peger også på, at næsten alle andre partier kan se sig i aftalen.

– Selv Enhedslisten er med i aftalen. Så for et parti som Venstre, der gerne skulle trække stemmer over midten, er det helt sort ikke at være det, siger han.

– Det ville være noget andet, hvis Venstre havde sagt, at aftalen var for svag, ikke ville styrke politiet nok og så videre. Men at stå uden for på grund af nogle argumenter om, at der bliver lidt dyrere at få et pas, det er helt skævt.

Venstre holder – som det gjorde, da det forlod aftalen om grønne biler – fast i det skattestop, som tidligere formand Anders Fogh Rasmussen (V) gik til valg på i 2001.

– Det er svært for Venstre at forklare, hvorfor man ikke kan være med. For det er tydeligt, at Venstre er enige i indholdet af forliget.

– I sådan nogle forhandlinger handler det som at finde nogle balancer, og jeg tror egentlig, at regeringen har strakt sig langt.

– Den balance har Venstre ikke villet og står uden for. Det kommer ikke til at forstærke Jakob Ellemann-Jensen som statsministerkandidat. Slet ikke, siger Hans Engell.

/ritzau/