SF om politiforhandlinger: Ved at være sidste udkald

Tirsdag aften er der forhandlinger om en ny politiaftale. Og ifølge SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, er det ved at være oppe over med at få en aftale i stand.

Det siger hun forud for forhandlingerne.

– Det er ved at være sidste udkald. Og det er vigtigt, at vi får landet en aftale, siger hun og tilføjer om SF’s ønsker:

– Det, der har været og er vigtigt for SF, er at få sikret særlige enheder til bekæmpelse af partnervold, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser. Det er det, vi håber at kunne trække med hjem i politiforliget.

Et nyt politiforlig, som sætter rammerne for politiet og anklagemyndigheden, skulle have været på plads allerede sidste år.

Men på grund af problemer i politiet og i anklagemyndigheden besluttede regeringen at udskyde forhandlingerne om en ny, flerårig aftale for politiet.

Ifølge Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, er det et godt spørgsmål, hvad der tager så lang tid i forhold til at få en aftale i stand.

– Corona har naturligt forsinket noget. Men det har bestemt trukket i langdrag her på det sidste, siger hun.

/ritzau/