Lovforslag om minkforbud udsættes: Ingen afstemning torsdag

Et lovforslag om aflivning af mink og et midlertidigt forbud mod hold af mink kommer ikke som ventet til afstemning torsdag i Folketinget. Det fremgår af Folketingets hjemmeside.

Folketingets tredjebehandling, der følges af en endelig afstemning i Folketinget, var sat i kalenderen til torsdag.

Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri bekræfter, at den tredje behandling af lovforslaget er blevet udskudt i første omgang til 21. december. Dermed bliver lovforslaget heller ikke sendt til afstemning før da.

Lovforslaget giver hjemmel til forbuddet mod hold af mink, og den giver staten lov til at give minkavlerne erstatning. Men lovforslaget indeholder ikke en angivelse af, hvilken erstatning minkavlerne kan forvente sig.

/ritzau/