De regionale busser og tog skal køre på biogas og el

Nye busser og tog skal i fremtiden være CO2-neutrale og køre på grønne brændstoffer såsom el, biogas eller brint frem for diesel, når de regionale ruter bliver sendt i udbud frem mod 2030.

Det er de fem regioner og transportminister Benny Engelbrecht (S) blevet enige om. Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Dieseltog skal erstattes af batteridrift eller brinttog på lokalbanerne, og regionernes egne personbiler skal ikke have nogen CO2-udledning fra 2025.

Danmark har et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Aftalen om grønne brændstoffer i fremtidens tog og busser skal være med til at nå det mål.

Over 80 procent af de regionale busruter kommer i udbud frem mod 2025. Det betyder, at de nuværende beslutninger er afgørende for, hvilke busser der kommer til at køre rundt på de danske veje i 2030’erne.

– Regionerne står i dag for en betydelig del af den kollektive bustrafik i Danmark. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være en del af løsningen på at nå målet om en 70 procents reduktion af CO2-udledning i 2030, siger Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

Den kollektive bustrafik leverer årligt cirka 8,7 millioner køreplanstimer på landsplan.

Heraf udgør den regionale bustrafik cirka 30 procent og er derfor en central faktor i at reducere udledningen af drivhusgasser.

/ritzau/