Regeringen håber på EU-milliarder til finanslovstiltag

Regeringen og dens støttepartier håber, at milliarder af EU-midler kan være med til at betale for nogle af de tiltag, som parterne er blevet enige om søndag i forbindelse med aftalen om en finanslov for 2021.

Det er blandt andet tiltag som en udvidelse af det såkaldte håndværkerfradrag og skattefritagelse af arbejdsgiverbetalte gavekort, som EU-milliarderne skal hjælpe med at betale for.

Rent teknisk har parterne indgået en aftale om en finanslov og en aftale om en stimuli – en håndsrækning – til dansk økonomi.

I stimuli-aftalen skriver regeringen og støttepartierne, at Danmark forventes at få 11,4 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond.

EU-lande kan få adgang til genopretningsfondens mange milliarder, hvis et land kan præsentere en genopretningsplan, der opfylder krav til at skabe vækst og job samt fremme den grønne omstilling.

Det mener regeringen og støttepartierne, at elementerne i stimulis-delen af finansloven gør.

– Aftaleparterne tilslutter sig, at elementerne i nærværende aftale (stimulus-aftalen, red.) understøtter disse formål og vil kunne indgå i en dansk genopretningsplan, står der i aftalen.

– Aftaleparterne noterer sig, at midlerne fra EU’s genopretningsfond med afsæt i den danske genopretningsplan tilvejebringer finansiering af nærværende aftale og eventuelt andre indsatser, som bidrager til at opfylde kriterierne i genopretningsfornden.

Med andre ord håber regeringen og støttepartierne, at mange af elementerne i finansloven kan indgå i den genopretningsplan, som sendes til EU i håb om milliardstøtte.

Genopretningsfonden er dog ikke vedtaget i EU endnu. Fonden er knyttet til EU’s samlede budget. Og vedtagelsen af budgettet er gået i hårdknude i en konflikt om retsstatsprincipper.

Striden bunder i en ordning, der betinger udbetalinger fra EU-budgettet med efterlevelse af EU-værdier. Dette har Ungarn og Polen hidtil nedlagt veto mod.

Så sent som torsdag oplyste den ungarske regering, at den stadig agter at nedlægge veto mod det nuværende budget.

/ritzau/