Politisk aftale stopper profit i private institutioner

I forbindelse med lørdagens politiske aftale om fremrykning af minimumsnormeringer er der indgået en aftale om, at der ikke må tages profit ud af private daginstitutioner.

Det oplyser SF’s gruppeformand Jacob Mark, og Enhedslistens Jakob Sølvhøj bekræfter det på det sociale medie Twitter.

– De partier, der har lavet aftalen om minimumsnormeringer, har aftalt, at private daginstitutioner også får del af midlerne, så de kan begynde at indfase minimumsnormeringer frem mod 2024.

– Til gengæld kan private daginstitutioner ikke længere tjene penge på velfærden ved at udtage profit. Det har været afgørende for SF, for ellers kunne de penge, der skulle gå til flere pædagoger, ende i direktørernes lommer, siger Jacob Mark.

Enhedslistens børneordfører, Jakob Sølvhøj, skriver på Twitter søndag formiddag:
– I dag offentliggøres aftale, der lukker for profit på daginstitutioner.

– Det har Enhedslisten længe kæmpet for. Næste skridt må være at stoppe for privat fortjeneste på tilbud for anbragte børn, voksne med handicap og andre sociale tilbud og institutioner.

Ifølge Jacob Mark er problemet, at skattepenge bestemt til velfærd og pasning af børn, med de nuværende regler kan ende med at blive trukket ud af institutioner til ejerne af private pasningstilbud.

– Det er et spørgsmål om, hvorvidt man skal kunne tjene penge på velfærd. Og det mener vi ikke, man skal.

– Jeg tror, der er meget få skatteborgere i dette her land, der mener, det er rimeligt, at man betaler skat, så institutioner kan ansætte flere pædagoger, og så ske det ikke, fordi nogle få ejere bliver meget rigere, siger Jacob Mark.

Han frygter ikke, at en mange private institutioner vil blive lukket, fordi ejerne ikke længere kan trække penge ud af dem til sig selv.

På Facebook skriver Liberal Alliances socialordfører, Ole Birk Olesen, om nyheden:
– Jeg tror ikke, der findes et eneste menneske, som har set et afsnit af for eksempel “Løvens hule” uden at tænke: Udsigten til profit kan få dygtige mennesker til at yde en ekstraordinær indsats for bedre produkter og bedre service.

– De rødes svar: Den mekanisme må ikke gøre velfærden bedre!

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2019 omkring 550 privatejede daginstitutioner i Danmark.

/ritzau/