Mette Frederiksen varsler delvis nedlukning flere steder

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil mandag annoncere delvis nedlukning i København, Odense og Aarhus samt en række kommuner i hovedstaden og på Sjælland.

Det siger hun i video på Facebook søndag aften.

Ifølge Mette Frederiksen vil de nye restriktioner gælde i netop disse områder, fordi det er der, at smitten er mest udbredt i øjeblikket.

– På baggrund af de indstillinger, vi får fra myndighederne, har vi hen over weekenden forberedt en geografisk, målrettet og delvis nedlukning. Desværre.

– Det vil gælde i de dele af landet, hvor smitten er mest udbredt. Det omfatter København, Odense og Aarhus og en række kommuner i hovedstaden og på Sjælland, siger hun.

Mette Frederiksen kommer ikke nærmere ind på, hvilke tiltag der helt præcist er tale om.

Men hun siger, at vi skal vænne os til at se færre mennesker.

Vi skal have bedre styr på smitten, inden det bliver selve juleaften. Det kommer til at kræve meget af os alle sammen igen.

– Hvis vi generelt ser færre mennesker, så bliver det mere sikkert at kunne samle den nære familie, når det netop bliver juleaften, siger Mette Frederiksen og tilføjer:

– Vi bliver nødt til at spørge os selv: Skal vi ses? Og ikke – hvordan kan vi ses?
/ritzau/