Tidligere borgmester i Rødby Gert Mortensen er død

Tidligere borgmester i Rødby Kommune og byrådsmedlem gennem 35 år Gert Mortensen (S) er død efter kort tids sygdom. Han blev 73 år.

Det skriver TV2 Øst.

Han var senest formand for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune. Men har i de seneste par måneder været sygemeldt, efter han fik konstateret kræft.

Han er oprindeligt uddannet lærer fra Vordingborg Seminarium i 1970 og arbejdede i mange år som skolelærer på Lolland.

Han blev første gang valgt til byrådet, da han stillede op for Socialdemokratiet i den daværende Rødby Kommune.

Her var han viceborgmester i Rødby Kommune i ni år, før han i 1992 overtog borgmesterposten. Den beholdt han frem til 2002.

Efter kommunalreformen i 2007 blev Gert Mortensen byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Lolland Kommune, som Rødby Kommune blev en del af efter kommunalreformen.

På Facebook fredag skriver borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), at han begræder Gert Mortensens død.

– Gert Mortensen valgte at takke af i dag og er ikke i blandt os mere. Dette efter kort tids sygdom. Det begræder jeg mere end nogen anden.

– Gert har gennem mange år været en stor personlig støtte og hjælp til at lære det politiske håndværk, skriver han.

/ritzau/