Medie: Heunicke mødes med sundhedsordførere søndag

Sundhedsordførerne for Folketingets partier er indkaldt til orientering med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) søndag formiddag. Det skriver TV2.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker ifølge TV2, at undervisningen i alle ungdomsuddannelser og de ældste klassetrin i folkeskolen bliver lukket.

Lørdag eftermiddag skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook, at regeringen “overvejer kraftigt, om der er behov for at skærpe restriktionerne endnu mere”.

Det sker, efter at et rekordhøjt smittetal på 2215 nye smittede er målt lørdag.

Tallet lørdag dækker dog over mere end 24 timer. Det skyldes, at der natten til fredag var teknisk vedligehold på serverne hos Statens Serum Institut.

Fredag rykkede Region Hovedstaden desuden som den første region op i risikoniveau 4 i på den nationale skala for risikovurdering. Skalaen går fra et til fem.

Samtidig skrev sundhedsministeren på Twitter, at “kritisk høj incidens i hovedstadsområdet kan give begyndende pres på sygehuskapacitet”.

/ritzau/