Mette F. afviser at gå ind i Miljøstyrelsens ordresnak

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke forholde sig til, at Miljøstyrelsen opfattede det som en ordre, da statsministeren 4. november på et pressemøde sagde, at “alle mink skal aflives”.

Det siger statsministeren fredag ved et doorstep i Glostrup.

– Jeg henholder mig til det arbejde, der er lavet i Justitsministeriet, og jeg har ikke mere at sige, siger Mette Frederiksen.

Det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet.

Sagen endte med at koste Mogens Jensen (S) posten som fødevareminister.

Adspurgt en gang mere om emnet siger Mette Frederiksen:

– Miljøstyrelsen må svare på de spørgsmål, der relaterer sig til Miljøstyrelsen, og der er også en ansvarlig minister, man kan stille spørgsmål til. Så er der min rolle, og den har jeg allerede redegjort for.

Det var ifølge regeringen ikke en ordre, da Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november sagde, at “alle mink skal aflives”.

Men sådan blev det imidlertid mange steder opfattet, herunder i Miljøstyrelsen, viser dokumenter, som Jyllands-Posten har fået via en aktindsigt i hos styrelsen.

I en afgørelse fra 6. november skrev Miljøstyrelsen direkte, at alle mink i Danmark er “beordret aflivet”.

Det blev gentaget ord for ord dagen efter i endnu en afgørelse, der gav dispensation til at nedgrave døde mink i jyske skove.

Pressemødet om, at alle mink skal aflives, har siden fået regeringen i modvind. Det skyldes, at det senere viste sig, at der ikke var hjemmel i loven til at kræve alle mink aflivet.

Beskeden blev i medierne betegnet som en “ordre”, og sådan blev den også forstået i dagene efter pressemødet af mange minkavlere, som straks gik i gang med at slå deres mink ned.

Ifølge Kristian Lauta, der er juraprofessor ved Københavns Universitet, er der ingen tvivl.

– Det har været kommunikeret som en ordre og er blevet opfattet som en ordre. Selv for myndighederne stod det tilsyneladende klart, at det var en ordre, siger han til Jyllands-Posten.

Minkavlerne modtog efter pressemødet 4. november en mail, hvor der stod, at alle mink – også dem uden for risikozonerne – skulle aflives hurtigst muligt. Det gjaldt altså også raske mink.

Ordet “skal” står nævnt 31 gange.

I en pressemeddelelse fra 23. november medgiver Justitsministeriet, at brevet fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne kunne forstås som et påbud.

/ritzau/