888 millioner til urørt skov og parker begejstrer naturfolket

– Det er et kvantespring for naturbeskyttelsen i Danmark.

Sådan lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), om den netop indgåede aftale om en natur- og biodiversitetspakke.

Aftalen betyder, at der skal etableres yderligere 13 naturnationalparker – ud over de to i henholdsvis Nordsjælland og Østjylland, der allerede er aftalt.

Derudover er der indgået aftale om 75.000 hektar urørt skov.

Aftalen til samlet 888 millioner er mere ambitiøs, end DN-præsidenten havde turde håbe på.

– Jeg var meget skuffet, da jeg så det oprindelige udspil fra regeringen, hvor der blev afsat 50 millioner kroner om året.

– Nu er vi oppe på samlet set over 800 millioner kroner, og det er rigtig godt, lyder det fra Maria Reumert Gjerding.

Det er en kendt sag, at det de senere år er gået voldsomt ned ad bakke for den vilde natur herhjemme.

– Vi står i en kæmpe biodiversitetskrise, der er lige så alvorlig som klimakrisen.

– Det er nu blevet anerkendt, og det opfatter jeg som et nybrud i dansk naturpolitik, siger Maria Reumert Gjerding.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen.

– Det er et utroligt vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi skal selvfølgelig længere end det.

– Vi skal omdanne landbrugsjord til natur, og vi skal også omlægge private skove til urørt skov, siger DN-præsidenten.

Hvor de yderligere 13 naturnationalparker skal ligge er uafklaret.

Også generalsekretær Bo Øksnebjerg, WWF Verdensnaturfonden, er begejstret.

– Denne pakke kommer til at gøre en forskel for dansk natur og biodiversitet.

– Regeringen har lyttet til vores og forskernes anbefalinger om at udlægge langt mere urørt skov, samt etablere store, sammenhængende naturområder med græssende dyr, siger han i en pressemeddelelse.

Det er dog ifølge Bo Øksneberg ikke kun skovene, der trænger til en hjælpende hånd.

Det står også skidt til i havene omkring Danmark.

Derfor håber Verdensnaturfonden på, at der også kommer en havplan med fredede områder, hvor dyrelivet kan udvikle sig ligesom i skovene.

/ritzau/