Overblik: Rigspolitiet kendte til manglende lovhjemmel

Politiet ringede i november i otte tilfælde til minkavlere og krævede, at de – uden at der var lovhjemmel til det – skulle aflive deres mink for at forhindre spredning af smitte med muteret coronavirus.

Det kom frem torsdag under et samråd med justitsminister Nick Hækkerup (S) i Folketingets Retsudvalg.

Rigspolitiet vidste, at det ville være ulovligt at beordre minkene aflivet i de tilfælde, hvor minkbesætninger uden smitte lå placeret uden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer fra en smittet besætning.

Her følger en tidslinje over sagen:

* 3. november: Regeringen træffer beslutningen om, at alle mink i Danmark skal aflives, på et møde i regeringens koordinationsudvalg. Her deltager Nick Hækkerup ikke, da han ligger syg med coronavirus.

4. november: Regeringen melder beslutningen om at aflive alle mink ud på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i front.

5. november: Justitsministeriet og Rigspolitiet taler sammen. Det står klart, at der ikke er lovgrundlag på plads til at kræve alle mink aflivet.

6. til 8. november: Her bruger politiet det såkaldte actioncard – talepapir – over for minkavlere, hvor avlerne via opkald bliver gjort opmærksomme på, at de skal aflive alle deres mink.

I otte tilfælde foretager politiet opkald til minkavlere og kræver mink aflivet, uden at der er lovhjemmel til det, siger Nick Hækkerup.

7. november: Fødevareminister Mogens Jensen (S) bliver som den første minister i regeringen gjort opmærksom på, at der ikke er lovgrundlag for at aflive alle mink. Han går senere af.

8. november: Mette Frederiksen bliver gjort opmærksom på, at der ikke er lovgrundlag.

10. november: Actioncardets formuleringer bliver ændret, så de formuleringer, der ikke er lovhjemmel til, udgår.

12. november: Rigspolitiet ringer til de pågældende minkavlere og beklager, at de uretmæssigt er blevet pålagt at aflive deres mink.

/ritzau/