OVERBLIK: Rigspolitiet kendte til manglende lovhjemmel

Politiet ringede i november i otte tilfælde til minkavlere og krævede, at de – uden at der var lovhjemmel til det – skulle aflive deres mink for at forhindre spredning af smitte med muteret coronavirus.

Det kom frem torsdag under et samråd med justitsminister Nick Hækkerup (S) i Folketingets Retsudvalg.

Rigspolitiet vidste, at det ville være ulovligt at beordre minkene aflivet i de tilfælde, hvor minkbesætninger uden smitte lå placeret uden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer fra en smittet besætning.

Her følger en tidslinje over sagen:

* 3. november: Regeringen træffer beslutning om, at alle mink i Danmark skal aflives, på et møde i regeringens koordinationsudvalg. Her deltager Nick Hækkerup ikke, da han ligger syg med coronavirus.

4. november: Regeringen melder beslutningen om at aflive alle mink ud på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i front. Senere samme aften “tilkendegiver” Miljø- og Fødevareministeriet over for Justitsministeriet, at der efter Fødevarestyrelsens vurdering ikke er lovhjemmel.

5. november: Justitsministeriet og Rigspolitiet taler sammen. Det står klart, at der ikke er lovgrundlag på plads til at kræve alle mink aflivet. Samtidig oplyses det, at der arbejdes på et hastelovforslag for at skabe hjemmel.

6. til 8. november: Her bruger politiet det såkaldte actioncard – talepapir – over for minkavlere, hvor avlerne via opkald bliver gjort opmærksomme på, at de skal aflive alle deres mink.

I otte tilfælde foretager politiet opkald til minkavlere og kræver mink aflivet, uden at der er lovhjemmel til det, siger Nick Hækkerup.

7. november: Fødevareminister Mogens Jensen (S) bliver som den første minister i regeringen gjort opmærksom på, at der ikke er lovgrundlag for at aflive alle mink. Han går senere af.

Samme dag gør Mogens Jensens ministerium Statsministeriet opmærksom på, at der er et hastelovforslag på vej. Miljø- og Fødevareministeriet oplyser, at der samme dag vil blive taget kontakt til de relevante ordførere i Folketinget.

8. november: Mette Frederiksen bliver gjort opmærksom på, at der ikke er lovgrundlag.

10. november: Actioncardets formuleringer bliver ændret, så de formuleringer, der ikke er lovhjemmel til, udgår.

12. november: Rigspolitiet ringer til de pågældende minkavlere og beklager, at de uretmæssigt er blevet pålagt at aflive deres mink.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriets redegørelse.

/ritzau/