Regeringens liste over ghettoområder skrumper fra 28 til 15

Regeringens liste over ghettoområder har været på slankekur. Antallet af boligområder på listen er faldet fra 28 sidste år til 15 i år.

Det fremgår af listen, der er blevet lagt frem mandag af Transport- og Boligministeriet.

Blandt de 13 boligområder, der er røget af listen, er tre områder i København, herunder Bispeparken, samt områder i Taastrup, Holbæk, Vejle, Kolding, Aarhus, Køge, Guldborgsund, Odense, Fredericia og Silkeborg.

Blandt de 15 boligområder, som er blevet på listen, har to af dem stået på listen fem år i træk. Dermed bliver de nu klassificeret som en “hård ghetto” af regeringen.

Når et område defineres som en “hård ghetto”, skal der laves en udviklingsplan, som godkendes af boligministeren.

Af de områder, der sidste år blev betegnet som en “hård ghetto” af regeringen, opfylder fire af områderne ikke længere ghettokriterierne. Det betyder dog ikke, at planerne af den grund skrottes.

/ritzau/