Herning-borgmester takker af i august efter tæt på 20 år

Efter knap 20 år som borgmester i Herning er det 1. august slut for Venstre-manden Lars Krarup.

Her overdrager han borgmesterkæderne til partifællen Dorte West, som er partiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.

Lars Krarup ønskede ikke at genopstille til valget, og i september blev Dorte West i stedet valgt som partiets spidskandidat.

Nu får hun altså også den sidste del af valgperioden som borgmester, hvilket ifølge Lars Krarup er den rigtige måde at gøre det på.

– På den måde får Dorte West lejlighed til at lede budgetforhandlingerne i efteråret og være med til at udstikke kursen forud for valgkampen, siger han i meddelelsen.

Lars Krarup fortsætter i Venstres byrådsgruppe frem til udgangen af 2021.

Byrådet behandler formelt overdragelsen af borgmesterposten i juni.

/ritzau/