Mette Frederiksen vil besøge minkfarm efter masseaflivning

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil i næste uge besøge en minkfarm. Det skriver hun søndag i et opslag på Facebook.

Opslaget kommer, efter at landmænd i traktorer lørdag demonstrerede i København og Aarhus i protest mod minksagen.

Sagen har fyldt dagsordenen den seneste tid og har resulteret i, at Mogens Jensen (S) har trukket sig som fødevareminister.

Demonstrationerne forløb ifølge politiet roligt. Men på sociale medier har der floreret billeder, der angiveligt viser skilte, hvor statsministeren betegnes som “lystmorder”.

Mette Frederiksen tror dog ikke, at de er repræsentative for det samlede budskab, skriver hun på Facebook. Hun opfordrer dog til, at den gode tone bliver husket.

– Måske vi – i stedet for de hårde ord bag skærmen – bør gøre en indsats for at forstå hinanden.

– Derfor vil jeg også i næste uge besøge både en minkfarm og et landbrug, ligesom jeg kommer forbi Nordjylland, hvor næsten alle de særlige restriktioner nu er ophævet, skriver hun.

Lørdagens demonstration skulle blandt andet vise utilfredshed med den omfattende aflivning af mink, der blev iværksat, efter at en muteret variant af coronavirus blev fundet i danske mink.

Sagen har fået stor opmærksomhed og er endt med, at Mogens Jensen (S) har trukket sig som fødevareminister. I stedet er partikollega Rasmus Prehn blevet udpeget til posten.

Det skete oven på et kaotisk forløb, hvor det først blev meldt ud, at alle mink skulle aflives – hvorefter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel til at kræve det.

/ritzau/