S støtter uvildig undersøgelse af mink-forløb i politiet

Socialdemokratiet bakker op om en uvildig undersøgelse af politiets håndtering af mink-forløbet. Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) ifølge Ekstra Bladet.

Udmeldingen kommer, efter at flere partier har krævet en uvildig undersøgelse. Den skal blandt andet afklare, hvordan det kunne ske, at politibetjente var instrueret i at ringe til minkavlere med raske dyr og presse på for at få dem til at aflive dem, selv om lovgrundlaget ikke var på plads.

Det skete, selv om Rigspolitiet ifølge en redegørelse om sagen var orienteret om, at der manglede lovhjemmel for aflivningerne.

De blå partier og De Radikale har tidligere meddelt, at de ville indkalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om sagen.

/ritzau/