Bredt flertal sender hjælpepakke til nordjyske kommuner

Regeringen er sammen med et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om en hjælpepakke til de syv nordjyske kommuner, som har været underlagt stramme restriktioner.

Der gives hjælp til virksomheder, kultur- og idrætsliv og udsatte borgere, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 procent af de faste omkostninger.

Der sættes også 7,5 millioner kroner af til en ensomhedspulje, der skal modvirke ensomhed blandt borgerne.

Partierne er enige om, at hvis andre dele af landet skal lukkes på et senere tidspunkt, kan denne aftale bruges som model for lokal kompensation.

/ritzau/