Regeringen må droppe forsøg på aftale om restriktioner

Regeringen har forsøgt at lave en aftale med Folketingets partier om en forlængelse af de coronarestriktioner, som udløber på søndag.

Men det har ikke kunnet lade sig gøre, og regeringen har opgivet forsøget på at lave en aftale, skriver Berlingske.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, siger til Ritzau, at det aldrig nåede til egentlige forhandlinger.

Det skyldes ifølge Per Larsen, at de blå partier havde fremsat en række krav for at være med i en aftale, som regeringen ikke ville gå med til.

Blandt andet ville Venstre og De Konservative have et såkaldt second opinion-panel bestående af danske og udenlandske eksperter, som skal udfordre myndighedernes anbefalinger.

– Vi har jo haft tradition for at bakke op om de anbefalinger, som myndighederne kommer med om restriktioner. Og det gør vi som udgangspunkt, siger Per Larsen.

– Men hvis vi skal have mulighed for at kontrollere regeringen, samtidig med at vi skal være med til at legitimere det, der bliver lagt frem, så skal vi også have nogle andre til at kigge på det, siger han.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, siger til Berlingske:

– Vi så også gerne, at regeringen én gang om ugen stillede sig op på et pressemøde og redegjorde for, om restriktionerne virker efter hensigten, siger han.

– Men det ville man ikke imødekomme, og hvis vi ikke kan få nogle af vores krav igennem, er der ingen interesse for en politisk aftale.

I slutningen af oktober blev forsamlingsforbuddet sænket fra 50 til ti personer. Anbefalingen gælder også private hjem.

Restriktionerne gælder til den 22. november, og derfor er det forventningen, at regeringen meget snart vil melde ud, om restriktionerne bliver forlænget.

Kirsten Normann Andersen, som er sundhedsordfører i regeringens støtteparti SF, siger, at selv om der ikke er indgået en decideret aftale om restriktioner, så stiller SF sig bag myndighedernes anbefalinger.

Hun er bekymret over, at Konservative og Venstre mener, at der er brug for et panel af eksperter til at vurdere sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

– Hvis man vil have en second opinion på de styrelser og eksperter, vi selv har hyret, så synes jeg, det er at signalere mistillid til de myndigheder, vi er så afhængige af lige nu, siger hun.

– Det er ikke værdigt, og jeg synes heller ikke, at vi har grund til at gøre det.

– Når vi har at gøre med noget, som er så fagligt funderet, som myndighedernes anbefalinger, så synes jeg, at vi skulle gøre os mere umage med at sende et signal fra et samlet Folketing om, at vi bakker op om sundhedsmyndighederne, siger Kirsten Normann Andersen.

Ifølge det udkast til en aftale, som partierne nåede at se, har regeringen lagt op til at forlænge restriktionerne til den 13. december.

Det vil altså betyde, at der ikke foreløbigt bliver klarhed over, hvordan restriktionerne vil se ud omkring julen og nytår.

/ritzau/