Ombudsmand lukker sag om borgmesters billige boligkøb

Folketingets Ombudsmand lukker en sag om Frederiksberg-borgmester Simon Aggesens (K) billige boligkøb.

Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse.

– Jeg har på baggrund af de oplysninger, som jeg har modtaget fra Frederiksberg Kommune, ikke grund til at tro, at der er sket overtrædelse af regler om inhabilitet i forbindelse med behandlingen af sagen om tilladelse til at opdele den nuværende borgmesters lejlighed, skriver ombudsmand Niels Fenger i et afsluttende brev om sagen.

I 2016 købte Aggesen en enorm lejlighed på 460 kvadratmeter fordelt på 12 værelser på Frederiksberg. Købsprisen lød på 9,5 millioner kroner, hvilket var betydeligt under prisniveauet i området på det tidspunkt.

Efterfølgende fik han lejligheden delt op, og de to lejligheder blev solgt videre for samlet over 25 millioner kroner.

I slutningen af september gik Folketingets Ombudsmand ind i sagen, efter at Ekstra Bladet havde skrevet flere artikler om borgmesterens bolighandler.

Avisen har blandt andet skrevet, at Simon Aggesen tidligere har været involveret i sager om opdeling af lejligheder i ejendommen som rådmand og derfor har haft indflydelse på præcedens i den godkendelsesproces, der skulle til, for at han kunne opdele lejligheden.

Det var han, før han i marts 2019 blev udnævnt som borgmester.

Torsdag har Niels Fenger givet Frederiksberg Kommune besked om, at han ikke gør mere i sagen.

Lukningen af sagen kommer, efter at kommunen i slutningen af oktober og i midten af november sendte en udtalelse, kommunens interne korrespondance samt en redegørelse for sagen.

– Kommunen har i den forbindelse oplyst, at den nuværende borgmester ikke deltog i eller på anden måde havde en rolle i forhold til kommunens sagsbehandling af den pågældende sag, skriver ombudsmanden i et afsluttende brev i sagen.

Frederiksberg Kommune vurderer ikke selv, at der har været problemer med inhabilitet for den nuværende borgmester. Aggesen var ikke “på det relevante tidspunkt medlem af det udvalg, som behandlede ansøgninger om tilladelse til opdeling af boliger”, har kommunen oplyst til ombudsmanden.

Borgmesteren var heller ikke en del af ledelsen af kommunens forvaltning på det relevante tidspunkt, oplyses det. Og det har fået ombudsmanden til at lukke sagen.

– Jeg foretager mig derfor på det foreliggende grundlag ikke yderligere i sagen, skriver han.

/ritzau/