Mette Frederiksen er testet negativ – vil præsentere ny minister

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Facebook, at hun er testet negativ for coronavirus.

Hun vil præsentere et nyt navn på ministerholdet senere torsdag, skriver statsministeren ligeledes.

Det sker, efter at Mogens Jensen (S) onsdag gik af som fødevareminister på grund af minksagen.

Han er desuden minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.

– Senere i eftermiddag glæder jeg mig til at præsentere den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Og et nyt navn på regeringsholdet, skriver Mette Frederiksen, der fylder 43 år torsdag.

Hun skulle have været på Amalienborg hos dronningen klokken 11 for at have præsenteret rokaden. Men det blev aflyst, da det viste sig, at et familiemedlem hos statsministeren er blevet testet positiv for coronavirus.

I stedet for vil Mette Frederiksen telefonisk orientere dronningen om rokaden klokken 14.30. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip.

Ifølge Statsministeriet modtages de nye ministre dog i audiens hos dronningen kort tid derefter.

Overdragelser i de berørte ministerier finder sted fra klokken 16.

/ritzau/