OVERBLIK: Forløbet op til Mogens Jensens ministerexit

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har onsdag valgt at trække sig fra sin post som fødevareminister oven på den omdiskuterede minksag.

Sagen handler om, at regeringen uden lovhjemmel har givet en ordre om at aflive alle mink i Danmark.

Både regeringens støttepartier og blå blok har kritiseret, at regeringen har begået lovbrud i minksagen.

Her kan du læse mere om det forløb, som lægger til grund for utilfredsheden hos flere af Folketingets partier:

* 17. juni bliver der for første gang konstateret coronasmitte hos mink i en besætning i Hjørring. Dyrene bliver ud fra et forsigtighedsprincip aflivet.

* I juli stopper regeringen aflivning af syge dyr, selv om regeringens embedsmænd har advaret om, at mink kan smitte mennesker.

* I stedet skal overvågning af smitten øges, og medarbejdere på farmene skal iføre sig værnemidler.

* I september konstaterer ledende myndigheder flere gange, at der er store udfordringer med at inddæmme smitten, og der er brug for at få testet flere, der arbejder med mink.

* Internt anbefaler faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut i september isolation af alle minkavlere- og ansatte. Det skal forhindre et efterår med “drakoniske modforanstaltninger”.

Men anbefalingen blev ikke fulgt, og to måneder senere lukker regeringen store dele af Nordjylland.

* Regeringen beslutter 3. november at aflive alle mink. Det sker for at undgå mutation i coronavirus, der kan svække effekten af en kommende vaccine.

* 4. november bliver det meldt ud på et pressemøde. Statsminister Mette Frederiksen (S) siger om beslutningen, at vi er “nødsaget til at træffe den her beslutning, og den konklusion lader sig ikke forhandle. Det er vores meget klare overbevisning.”

* I den følgende weekend går det op for regeringen, at der ikke er grundlag for det i loven.

* Søndag 8. november bliver Folketingets partier orienteret om det manglende lovgrundlag. Der går dog noget tid, før offentligheden bliver oplyst om det, og først et par dage efter får minkavlerne en meddelelse om det.

* Mogens Jensen har hævdet, at det blot var en opfordring til at aflive alle mink. Men i en ny meddelelse til minkavlerne beklager Fødevarestyrelsen, at det første brev med ordren efter pressemødet ikke fremstod som en opfordring.

* 18. november oplyser Mogens Jensen, at han med øjeblikkelig virkning vil udtræde af regeringen og dermed stoppe som fødevareminister. Han siger blandt andet også, at Fødevareministeriet begik fejl, da regeringen 4. november uden lovhjemmel meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Kilder: Politiken og netmediet Nordtinget, der fokuserer på Nordjylland.

/ritzau/