Mogens Jensen om exit: Embedsværket advarede mig for sent

Det var ikke mindst utilfredsstillende håndtering fra embedsværket i Miljø- og Fødevareministeriet, der førte til, at regeringen udstedte en ulovlig ordre om, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det meddeler fødevareminister Mogens Jensen (S) i en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet, efter at han tidligere onsdag trak sig som fødevareminister.

Han træder ud af regeringen, hvor han også har været minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

– Jeg finder det kritisabelt, at regeringen ikke i forbindelse med drøftelsen i Koordinationsudvalget den 3. november 2020 bliver oplyst om, at der kan være et hjemmelsproblem i forhold til at udvide den hidtidige indsats med aflivning af mink til hele landet.

– Som det fremgår af Justitsministeriets notits, er det på det foreliggende grundlag Justitsministeriets vurdering, at embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har levet op til de standarder, som må kunne forventes.

– Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef (Henrik Studsgaard, red.) har beklaget forløbet over for mig, skriver Mogens Jensen i redegørelsen.

Han gav tidligere onsdag interview til DR og TV2 News, efter at han havde trukket sig, men det skete, inden redegørelsen kom ud.

Mogens Jensen har dermed ikke svaret på alle spørgsmål i sagen.

Ritzau har forsøgt at få et interview med Mogens Jensen, men Miljø- og Fødevareministeriet har meddelt, at det ikke er muligt.

Ritzau ville blandt andet gerne have spurgt Mogens Jensen om, hvorfor der gik tre dage, fra han lørdag 7. november blev gjort opmærksom på, at aflivningen af alle mink i Danmark ikke var lovlig, og indtil at minkavlerne tirsdag 10. november fik besked om dette.

I redegørelsen siger han følgende om dette emne:

– Jeg skal indledningsvist dybt beklage, at jeg i forbindelse med, at jeg lørdag den 7. november 2020 bliver orienteret om, at der arbejdes på et nyt lovforslag, ikke omgående sikrer, at Miljø- og Fødevareministeriet tager kontakt til minkavlerne, og at det bliver kommunikeret til offentligheden, at der ikke er tilvejebragt hjemmel til at udvide den hidtidige indsats med aflivning af mink til hele landet.

– Jeg skal særligt beklage, at Fødevarestyrelsen i brev af 6. november 2020 til alle minkavlere i Danmark – uanset at det ikke var hensigten – er formuleret på en sådan måde, at brevet kan opfattes som et generelt påbud om aflivning af mink.

– Jeg konstaterer, at jeg ikke blev forelagt dette brev, før det blev udsendt, siger Mogens Jensen.

SF-formand Pia Olsen Dyhr har allerede meddelt, at hun mener, at departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ligeledes bør miste sit job.

Regeringen meldte 4. november ud på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det skete af frygt for, at smitte med muteret coronavirus skulle sprede sig fra mink til mennesker og hæmme effekten af en fremtidig coronavaccine.

/ritzau/