Mogens Jensen om exit: Embedsværket advarede mig for sent

Det var blandt andet utilfredsstillende håndtering fra embedsværket i Fødevareministeriet, der førte til, at regeringen udstedte en ulovlig ordre om, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det meddeler fødevareminister Mogens Jensen (S) i en redegørelse, efter at han tidligere onsdag trak sig som fødevareminister og trådte ud af regeringen, hvor han også har været minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

– Jeg finder det kritisabelt, at regeringen ikke i forbindelse med drøftelsen i Koordinationsudvalget den 3. november 2020 bliver oplyst om, at der kan være et hjemmelsproblem i forhold til at udvide den hidtidige indsats med aflivning af mink til hele landet.

– Som det fremgår af Justitsministeriets notits, er det på det foreliggende grundlag Justitsministeriets vurdering, at embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har levet op til de standarder, som må kunne forventes.

– Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef (Henrik Studsgaard, red.) har beklaget forløbet over for mig, skriver Mogens Jensen.

Han gav tidligere onsdag interview til DR og TV2 News, efter at han havde trukket sig, men det skete, inden redegørelsen kom ud.

Mogens Jensen har dermed ikke svaret på alle spørgsmål i sagen.

Ritzau har forsøgt at få et interview med Mogens Jensen, men Miljø- og Fødevareministeriet har meddelt, at det ikke er muligt.

Ritzau ville blandt andet gerne have spurgt Mogens Jensen om, hvorfor der gik tre dage, fra han lørdag 7. november blev gjort opmærksom på, at aflivningen af alle mink i Danmark ikke var lovlig, og indtil at minkavlerne tirsdag 10. november fik besked om dette.

SF-formand Pia Olsen Dyhr har allerede meddelt, at hun mener, at departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ligeledes bør miste sit job.

Regeringen meldte 4. november ud på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det skete af frygt for, at smitte med muteret coronavirus skulle sprede sig fra mink til mennesker og hæmme effekten af en fremtidig coronavaccine.

/ritzau/