Mogens Jensen efter exit: Mit ministerium begik fejl i minksag

Fødevareministeriet begik fejl, da regeringen 4. november uden lovhjemmel meldte ud på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det skriver nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S) onsdag på Facebook, kort tid efter at han har trukket sig fra regeringen.

Det sker på baggrund af en redegørelse i tre dele, som endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab.

– Om den første redegørelse vil jeg sige, at det her klart fremgår, at mit ministerium har begået fejl i forbindelse med, at regeringen meldte beslutningen ud om at aflive alle mink i Danmark.

– Det har jeg tidligere beklaget. Det beklager jeg igen og tager ansvar for.

– Særligt beklager jeg det over for de mange minkfarmere, som har stået og står i en meget ulykkelig situation, skriver Mogens Jensen.

/ritzau/