Ministerafgang er ikke nok: Minkavlere vil have minkkommission

Mogens Jensens (S) afgang som minister har ikke afsluttet minksagen for foreningen Danske Minkavlere.

Formand Tage Pedersen mener, at der bør kigges meget bredere på “mink-skandalen” – for eksempel med en kommissionsundersøgelse.

– Det bør ske af hensyn til minkavlerne, som på baggrund af en grundlovsstridig ordre besluttet i regeringens koordinationsudvalg og kommunikeret af statsministeren har fået eksproprieret deres livsværk, deres virksomhed og som står fortvivlede efterladt tilbage, siger han i en skriftlig kommentar.

Mogens Jensen har onsdag trukket sig som minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Det sker, efter at han den seneste tid har været i fokus, da alle landets mink blev beordret aflivet på et pressemøde.

Efterfølgende er det kommet frem, at der ikke var lovhjemmel til det. Der gik dog flere dage, fra regeringen opdagede det, til minkavlerne fik besked.

/ritzau/