Justitsministeriet: Minkaflivning kunne opfattes som påbud

Myndighedernes kommunikation til minkavlerne kan opfattes som påbud om at aflive alle mink, selv om der ikke var lovgrundlag.

Det konkluderer Justitsministeriet i redegørelsen om myndighedernes ageren i sagen om minkaflivning.

– Den samlede ageren fra myndighedernes side har imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse medført, at minkavlere uden for smittezonerne havde grund til at antage, at de var retligt forpligtet til at påbegynde aflivning af deres mink, fremgår det af redegørelse.

Justitsministeriet henviser eksempelvis til Fødevarestyrelsens brev til minkavlerne fra 6. november, hvor ordet “skal” blev brugt over 30 gange i kommunikationen om aflivningen.

Til det skriver Justitsministeriet i redegørelsen, at brevet “er formuleret på en sådan måde, at brevet kan opfattes som et generelt påbud om aflivning af mink”.

Brevet kom to dage efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde slog fast, at “alle mink” i Danmark skulle slås ihjel.

/ritzau/