Enhedslisten fælder dom over Mogens Jensen i dag

Regeringens støtteparti Enhedslisten forventer at afsige dom over fødevareminister Mogens Jensens (S) ministerfremtid i dag, onsdag.

Det erfarer Ritzau.

Dermed venter Enhedslisten altså ikke til det minksamråd med ministeren, som partiet ellers har indkaldt til torsdag.

Onsdag kommer der en redegørelse om minksagen. Den kommer fra Miljø- og Fødevareministeriet. Derefter vil Enhedslisten fælde dom.

Umiddelbart ser det sort ud for Mogens Jensen. Enhedslisten er ikke kun utilfreds med den manglende lovhjemmel om at aflive alle mink i Danmark.

Enhedslisten kritiserer også, at ministeren og regeringen har handlet for langsomt i forhold til den coronavirus, der er muteret blandt mink, og som har spredt sig til mennesker.

Mutationen kan ifølge Statens Serum Institut bringe effekten af coronavaccine i fare.

Tidligere har Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, udtalt, at partiet ikke ville garantere, at Mogens Jensen kan blive på posten.

På et pressemøde 4. november sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skulle aflives grundet mutationen af coronavirus.

Få dage senere kom det dog frem, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Først mandag aften i denne uge indgik regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet en aftale, der skal sikre det nødvendige lovgrundlag til at aflive alle mink.

Men inden lovgivningen stemmes igennem, er alle mink dog sandsynligvis slået ned.

Et andet støtteparti – De Radikale – har også udtalt, at det ser svært ud for Mogens Jensen på grund af lovbruddet.

– Det hele skal belyses. Men uanset hvad der er sket, kan det ikke retfærdiggøre, at man bryder Grundloven.

– Derfor må vi også sige, at det ser svært ud for Mogens Jensen at fortsætte som minister, sagde politisk ordfører Andreas Steenberg (R) tirsdag.

SF har udtalt, at det er uacceptabelt med lovbrud.

/ritzau/