Ellemann: Fødevareministers afgang er kun starten

Oppositionen med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen siger efter, at fødevareminister Mogens Jensen (S) har trukket sig, at det kun er begyndelsen i sagen om ulovlig aflivning af alle mink i Danmark.

Den 4. november gav regeringen en instruks om, at alle mink i Danmark skulle slås ned på grund af risiko for smitte med covid-19 fra mink til mennesker. Men det var der ikke lovhjemmel til. Den håndtering har onsdag kostet fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet.

– Nu er Mogens Jensen (S) den, der er blevet ofret. Sådan er politik nogen gang.

– Men dette her er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er, siger Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/