Avisledere: Minkskandale stopper ikke ved Mogens Jensen

Det sidste punktum bør ikke være sat i sagen om regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink på danske besætninger, selv om fødevareministeren onsdag lagde sig på sværdet og trak sig fra posten.

Sådan lyder det næsten samstemmigt på lederspalterne i de store danske dagblade torsdag.

– Mogens Jensen er nu blevet gransket og gået af, men skandalen rækker betydeligt videre og må undersøges nærmere, både hvad angår embedsværket og det politiske system, lyder det blandt andet i Politikens leder.

Mogens Jensen valgte onsdag at trække sig fra regeringen. Det skete kort før en redegørelse af forløbet omkring de omstridte ordre blev fremlagt.

Ifølge redegørelsen fremgår det blandt andet, at en række topministre på et tidligt stadie blev advaret om, at ordren om at aflive mink eventuelt kombineret med et forbud ville kræve en ny lovgivning.

Partierne i den borgerlige blok mener, at statsministeren bærer et betydeligt ansvar, og flere har krævet hendes afgang.

Jyllands-Postens lederskribent er enig i, statsministeren bør bære ansvaret for affæren.

– Måtte en direktør på et lavere niveau have et medansvar, er det bestyrelsens forventning, at topchefen gør kort proces. Det samme vil bestyrelsen derefter gøre med topchefen. I minkskandalen hedder topchefen Mette Frederiksen, men hun er ifølge støttepartierne åbenbart urørlig, hedder det.

Også Berlingskes lederskribent hæfter sig ved, at regeringens støttepartier tilsyneladende stiller sig tilfredse med Mogens Jensens exit.

– Vi står over for en demokratisk skandale ikke set magen i nyere dansk historie, og alligevel virker støttepartierne mere optagede af at beskytte vennerne og magten end retsstaten og demokratiet, lyder det i lederens indledning.

– Minksagen er for stor til, at det kan være partipolitiske tilhørsforhold, der afgør, om man holder hånden under regeringen eller ej, tilføjes det.

/ritzau/