Venstrepolitiker udskrevet igen: Det har været 14 hårde dage

Venstrepolitiker og tidligere minister Lars Christian Lilleholt er igen blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital, hvor han ad to omgange har været indlagt med coronavirus.

Det skriver han på Facebook.

– Jeg er blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital (OUH) og er nu i hjemmeisolation. Jeg har det godt. Det har været 14 hårde dage, skriver han.

Senere skriver han:

– Jeg kommer til at tage den med ro den kommende tid, indtil jeg er helt på toppen. Og hvornår det bliver, er indtil videre for tidligt at sige. Det må den kommende tid vise.

Efter den første indlæggelse var Lars Christian Lilleholt hjemme i fire dage, men blev igen dårlig med høj feber. Derfor blev han genindlagt.

Han er under indlæggelse blevet behandlet med binyrebarkhormon, som han tidligere på ugen fortalte, at han har haft god effekt af.

Under den første indlæggelse blev han desuden behandlet med lægemidlet Remdevisir, som også har vist sig effektivt til patienter med coronavirus.

Lars Christian Lilleholt var energi-, forsynings- og klimaminister fra 2015 til 2019. Han er nu Venstres forsvarsordfører.

/ritzau/