SF tøver med at give fødevareministeren fyreseddel

Mens Enhedslisten og De Radikale klart sår tvivl om fødevareminister Mogens Jensens (S) ministerfremtid på grund af sagen om den ulovlige aflivning af alle mink i Danmark, så er meldingen fra det tredje af regeringens støttepartier, SF, mindre skarp.

– Vi afventer regeringens redegørelse, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr med henvisning til den redegørelse, ministeren kommer med onsdag.

Svaret kommer, mens SF-formanden i al hast er på vej ind i Folketingssalen tirsdag klokken 13, hvor spørgetimen med statsministeren finder sted.

SPØRGSMÅL: De Radikale og Enhedslisten har mere skarpt end jer meldt ud, at det ser meget svært ud for Mogens Jensen. Hvad siger du til det?

– Vi afventer redegørelsen og derefter den uvildige undersøgelse. Vi tager tingene i den rigtige rækkefølge, siger Olsen Dyhr som det sidste, inden hun går ind i salen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, siger om tilliden til Mogens Jensen:
– Det fuldstændigt afgørende for Enhedslisten er, at vi behandler ministre ens. Om de er fra rød blok eller fra blå blok. De skal overholde loven.

Politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen gentager, at det ser svært ud for ministeren.

– Jeg synes, det er ordentligt at se den redegørelse, Mogens Jensen kommer med, inden vi træffer en afgørelse om, hvorvidt vi har tillid til ham.

– Vi skal se, hvordan beslutningerne er blevet truffet og hvilke informationer, der er har cirkuleret. Men det ser alvorligt ud.

/ritzau/