SF tøver med at give fødevareministeren fyreseddel

Mens Enhedslisten og De Radikale klart sår tvivl om fødevareminister Mogens Jensens (S) ministerfremtid på grund af sagen om den ulovlige aflivning af alle mink i Danmark, så er meldingen fra det tredje af regeringens støttepartier, SF, mindre skarp.

– Vi afventer regeringens redegørelse, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr med henvisning til den redegørelse, ministeren kommer med onsdag.

Svaret kommer, mens SF-formanden i al hast er på vej ind i Folketingssalen tirsdag klokken 13, hvor spørgetimen med statsministeren finder sted.

Spørgsmål: De Radikale og Enhedslisten har mere skarpt end jer meldt ud, at det ser meget svært ud for Mogens Jensen. Hvad siger du til det?

– Vi afventer redegørelsen og derefter den uvildige undersøgelse. Vi tager tingene i den rigtige rækkefølge, siger Olsen Dyhr som det sidste, inden hun går ind i salen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, siger om tilliden til Mogens Jensen:
– Det fuldstændigt afgørende for Enhedslisten er, at vi behandler ministre ens. Om de er fra rød blok eller fra blå blok. De skal overholde loven.

Politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen gentager, at det ser svært ud for ministeren.

– Jeg synes, det er ordentligt at se den redegørelse, Mogens Jensen kommer med, inden vi træffer en afgørelse om, hvorvidt vi har tillid til ham.

– Vi skal se, hvordan beslutningerne er blevet truffet, og hvilke informationer der er har cirkuleret. Men det ser alvorligt ud.

Regeringens problemer begyndte, at efter statsminister Mette Frederiksen (S) 4. november på et pressemøde sagde, at alle Danmarks mink skulle aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker.

Mutationen kan bringe coronavaccine i fare, sagde hun på pressemødet. Her var også Mogens Jensen med.

Få dage senere kom det dog frem, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Først mandag aften og efter en uges forhandlinger indgik regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet en aftale, der skal sikre det nødvendige lovgrundlag ti at aflive alle mink. Inden lovgivningen stemmes igennem, er alle mink dog sandsynligvis slået ned.

De Radikale tror ikke, at regeringen har gjort noget ulovligt med vilje. Men der er et “men”.

– Det er et grundlovsbrud, vi taler om, så det er selvfølgeligt alvorligt, siger Sofie Carsten Nielsen.

Enhedslisten er ikke kun utilfreds med den manglende lovhjemmel. Partiet kritiserer også, at regeringen har handlet for langsomt i forhold til minkmutationen.

– Meget tyder på, at Mogens Jensen sad dem overhørig og ikke advarede Folketinget om dem, siger Skipper med henvisning til sundhedsmyndigheders advarsler tilbage i september, som er beskrevet i flere medier.

– Nu skal vi have ministerens redegørelse, som vi skal læse grundigt. Og så skal vi have samråd torsdag, så han har en mulighed for at afgive forklaring.

– Men jeg vil sige, at der skal komme en rigtigt, rigtig god forklaring. Det ved jeg ikke, om han har, siger Skipper.

/ritzau/