Minister beklager igen manglende lovhjemmel i minksag

Fødevareminister Mogens Jensen (S) afviser på et samråd tirsdag i detaljer at fortælle, hvad der skete, da regeringen uden lovhjemmel krævede alle mink i Danmark slået ned.

Det meldte regeringen ud 4. november, men få dage efter stod det klart, at der ikke var lovhjemmel til at kræve det.

– Jeg har ved flere lejligheder erkendt, at vi har begået en fejl. Der er ikke lovhjemmel på nuværende tidspunkt til at kræve aflivning uden for zonerne. Og det skal der være.

– Der er nu en aftale, der vil sørge for det. Jeg vil gerne undskylde til de danske minkavlere, at det ikke fremgik tydeligere, at der ikke var lovhjemmel, siger Mogens Jensen på samrådet.

Han henviser til, at ministeriet onsdag vil komme med en redegørelse for forløbet, og at han derfor ikke vil berette om beslutningen i detaljer.

Ministeren er kaldt i samråd om sagen af Liberal Alliance, hvis formand, Alex Vanopslagh, før samrådet sagde, at der er tale om en “kriminel regering”. Det sagde han, fordi instruksen om at slå alle mink ned er fortsat, efter at det er kommet frem, at der ikke er lovhjemmel til det.

Mogens Jensen har tidligere været i samråd om sagen, hvor han ikke svarede på konkrete spørgsmål om beslutningsprocessen eller om, hvornår han vidste, at ordren var ulovlig.

Alex Vanopslagh åbnede da også samrådet med ordene:
– Jeg håber ikke morgenstund har uld i mund, som ministeren havde sidste uge. Men rent faktisk har svar med i her til morgen.

Fødevareminister Mogens Jensen fastholder på samrådet, at man ikke vidste, der ikke var lovhjemmel.

– Jeg vil igen sige, at da vi traf beslutningen i regeringen, der var vi ikke gjort opmærksomme på, at der ikke var lovhjemmel.

– Da jeg finder ud af det, så sætter vi arbejdet i gang med at skaffe den nødvendige lovhjemmel, siger Mogens Jensen på samrådet.

Han afviser samtidigt pure, at det faktum, at det krævede en bekendtgørelse at slå alle mink ned inden for smittezoner og på smittede minkfarme skal betyde, at han var vidende om, at det krævede ny lovgivning at slå alle mink i Danmark ned.

– At der er udstedt en bekendtgørelse om, hvad der må ske inde for smittezoner, siger jo intet om, om der er hjemmel til at gøre andet. Eller om man med en anden bekendtgørelse kunne slå alle mink ned, siger fødevareministeren.

Mogens Jensens fremtid hænger i en tynd tråd oven på sagen og den ulovlige ordre. Enhedslisten har sagt, at det ser sort ud for ham, og De Radikale har sagt, at “det ser svært ud” for ministeren.

De Radikales Kristian Hegaard siger efterfølgende på samrådet:
– Uanset hvor faglig rigtig en beslutning er, så skal den være lovlig at føre ud i livet.

Til det svarede Mogens Jensen:
– Jeg er helt enig. Det må være sådan i en retsstat, at der er lovhjemmel til at udføre regeringens beslutninger. Det kan der ikke være to meninger om.

/ritzau/