Minister beklager igen manglende lovhjemmel i minksag

Fødevareminister Mogens Jensen (S) afviser på et samråd tirsdag i detaljer at fortælle, hvad der skete, da regeringen uden lovhjemmel krævede alle mink i Danmark slået ned.

Det meldte regeringen ud 4. november, men få dage efter stod det klart, at der ikke var lovhjemmel til at kræve det.

– Jeg har ved flere lejligheder erkendt, at vi har begået en fejl. Der er ikke lovhjemmel på nuværende tidspunkt til at kræve aflivning uden for zonerne. Og det skal der være.

– Der er nu en aftale, der vil sørge for det. Jeg vil gerne undskylde til de danske minkavlere, at det ikke fremgik tydeligere, at der ikke var lovhjemmel, siger Mogens Jensen på samrådet.

Han henviser til, at ministeriet onsdag vil komme med en redegørelse for forløbet, og at han derfor ikke vil berette om beslutningen i detaljer.

Ministeren er kaldt i samråd om sagen af Liberal Alliance, hvis formand, Alex Vanopslagh, før samrådet sagde, at der er tale om en “kriminel regering”. Det sagde han, fordi instruksen om at slå alle mink ned er fortsat, efter at det er kommet frem, at der ikke er lovhjemmel til det.

/ritzau/