Kommentator: Svært at sige om minksag skader regeringen på lang sigt

Det er let at svare på, hvor store fødevareminister Mogens Jensens (S) chancer er for at overleve som minister. Langt sværere er det at vurdere, om minksagen vil koste Socialdemokratiet dyrt på sigt, siger politisk kommentator ved Altinget, Erik Holstein.

Det gør han efter, at Mogens Jensen tirsdag var i endnu et samråd om den ulovlige instruks, regering gav i starten af november om, at alle mink skulle slås ned i hele Danmark. Instruksens manglende lovlighed har udløst voldsom kritik fra både rød og blå blok.

– Han (Mogens Jensen red.) har ikke store chancer. De markeringer, der er kommet fra især Enhedslisten, er meget kritiske over for ham.

– Dels på grund af den manglende lovhjemmel, men også fordi de mener, han generelt har været for langsom i optrækket, når det kommer til sundhedsrisikoen ved mink, siger Erik Holstein.

Onsdag vil fødevareministeriet fremlægge en redegørelse for processen omkring den ulovlige instruks. Men Mogens Jensen kan ikke alene sætte sin lid til, at den bliver positiv for ham.

– Man kan mærke på statsminister Mette Frederiksen (S), at hendes opbakning til ham ikke ligefrem er helhjertet. Han er samtidigt en brik, der uden videre kan undværes i regeringen.

– Så gør man hans odds op, er de godt nok dårlige. Han er selvfølgeligt ikke helt uden chancer, men alt i alt må man forvente, at han ryger.

– Nogle gange må man politisk også komme med et sonoffer, og her peger pilen på Mogens Jensen, siger Erik Holstein.

Langt sværere er det at sige, om sagen om den ulovlige instruks vil skade Socialdemokratiet og den dermed også regeringen.

Beslutningen om at slå alle mink ned skete grundet frygt for hastig smittespredning med covid-19 fra mink, der vurderes at udgøre en fare for folkesundheden. Hvilket Mogens Jensen og regeringen da også fremhæver ofte.

– Jeg tror, at der meget langt hen ad vejen vil være forståelse for, at man prioriterer folkesundheden over alt. Og at der kan ske også endog meget store fejl i processen, fordi man skal reagere ekstremt hurtigt, siger Erik Holstein.

Modsat står det, at det slår skår i fortællingen om Socialdemokratiet som den almindelige, arbejdende danskers parti, at minkavlere måske har fået ødelagt deres livsgrundlag på forkert grundlag. Samt selvfølgeligt, at der er begået en ulovlighed.

– Så det er svært at vurdere. Det vil undre mig meget, hvis ikke man kan se det i de kommende meningsmålinger.

– Men er det noget, vælgerne ved et valg om måske to år vil tænke over? Hvad der vejer tungest for vælgerne i sidste ende, det er utroligt svært at forudse, siger Erik Holstein.

/ritzau/