K og LA før samråd: Minister vil frikende sig selv for lovbrud

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har begået lovbrud ved at kræve alle mink aflivet, og nu forsøger han at frikende sig selv, selv om der ikke er noget at rafle om.

Sådan lyder det fra De Konservative og Liberal Alliance forud for et samråd i Folketinget tirsdag, hvor Mogens Jensen skal forklare beslutningen om at beordre aflivningen af alle landets mink.

Fra blå blok er der ingen forventninger om, at Mogens Jensen vil være i stand til at give yderligere indblik om baggrunden for beslutningen.

– Jeg har ikke de store forventninger. Vi har en minister, som har fået hukommelsessvigt og har begået lovbrud, siger fødevareordfører Per Larsen (K).

– Han har fået at vide, at der ikke er lovhjemmel til at slå mink ihjel, men han kan ikke huske hvornår.

– Nu sidder ministeriet og forsøger at lave en redegørelse, hvor man sandsynligvis vil forsøge at frikende sig selv, siger han.

Per Larsen henviser til den redegørelse om sagen om minkaflivningen, som Miljø- og Fødevareministeriet vil offentliggøre senest onsdag.

Hos Liberal Alliance mener partiformand Alex Vanopslagh, at regeringen skal svare på, hvorfor ordren om at aflive mink ikke blev trukket tilbage, da man fandt ud af, at der ikke var lovhjemmel.

– Vi har en kriminel regering, og det skal vi have standset.

– Vi må i første omgang blive ved med at kræve svar fra regeringen, så vi kan blive klogere på, hvorfor der skete det her lovbrud, og hvorfor man bliver ved at lade som om, at loven er på plads, når det ikke er rigtigt, siger han.

/ritzau/