OVERBLIK: Fødevareministers skæbneuge efter lovbrud i minksag

Det var en lang uge for regeringen i sidste uge, hvor både statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) måtte beklage sagen om muligt lovbrud i et forsøg på at inddæmme en mutation af coronavirus hos mink.

Nu er det mandag, og den kommende uge kan ende med, at Mogens Jensen mister sin ministerpost.

Der er opstået en mutation af coronavirus i mink, som kan ramme mennesker. Frygten er, at det i yderste konsekvens kan svække en mulig vaccine. Derfor vil regeringen aflive alle mink.

Her kan du se tidslinjen for den kommende uge:

Mandag: Høring i Folketinget om de faglige begrundelser for at slå alle mink ned.

Tirsdag: Mogens Jensen er kaldt i samråd for at redegøre for beslutningen om at aflive alle raske mink i hele landet.

Onsdag: Fødevareministeriet har iværksat en redegørelse, som skal se nærmere på forløbet. Fødevarestyrelsen har hele tiden været klar over, at det kun er lovligt at aflive smittede mink og mink på farme, som ligger mindre end knap otte kilometer fra en smittet farm.

Det store spørgsmål i redegørelsen er derfor, om styrelsen sagde noget til ministeriet, og hvor langt op den advarsel i så fald er gået.

Onsdag: Hasteforespørgsel i Folketingssalen med Mogens Jensen, der blandt andet er blevet bedt om at svare på den manglende gyldighed i loven.

Torsdag: Samråd om hvornår fødevareministeren og Fødevarestyrelsen blev bekendt med det manglende grundlag i loven. Efter samrådet ventes Enhedslisten at sige, om partiet fortsat har tillid til ministeren, eller at han må gå.

Desuden forhandler Folketingets partier fortsat om en kompensation til minkavlerne, der har aflivet deres dyr.

Kilde: Folketinget.

/ritzau/