Konservativ glæde midt i minkkaos over udskudt aflivningsfrist

Regeringen udskød natten til mandag det tidspunkt, hvor minkavlere skal have slået deres besætning ned på for at få en tempobonus med tre dage til torsdag. Det er godt, siger De Konservatives Rasmus Jarlov. Men det er også en yderst speciel situation.

For regeringen har ikke lovgrundlaget på plads til overhovedet at kræve raske mink uden for smittezoner slået ned og ej heller til at give kompensation. Det forhandles der stadig om i Folketinget.

– Det er isoleret set udmærket, at tidsfristen, som regeringen har udstukket som en ambition, bliver skudt tre dage.

– Men vi har stadig den meget mærkelige situation, at der sat en frist for aflivning af mink, der med sikkerhed bliver, før Folketinget har truffet beslutning om, hvorvidt raske mink skal aflives, siger finansordfører for De Konservative Rasmus Jarlov.

Onsdag den 4. november besluttede regeringen, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Fredag den 6. sendte Fødevarestyrelsen et brev ud til alle minkavlere om, at de skulle slå deres besætninger ned.

Søndag stod det dog pludseligt klart, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink slået ned.

Det til trods er aflivningen af mink fortsat, og regeringen har ikke ændret på, at der vil blive givet en bonus til de avlere, der hurtigt har slået deres mink ned.

– Regeringen forsøger stadig at bluffe igennem, at også raske mink skal aflives. Det kan godt være, at det ender sådan. Men det er noget, Folketinget beslutter.

– Derfor er det også helt urimeligt over for minkavlerne, at der overhovedet bliver nævnt en tidsfrist, for noget det slet ikke er sikkert, de skal gøre, siger Rasmus Jarlov.

– Det er meget hårdt psykisk for avlerne. Og vi synes, at regeringen burde erkende en gang for alle, at det ikke er op til den, men Folketinget om raske mink skal aflives.

Politiske forhandlinger om erstatning til minkavlerne fortsætter senere mandag. De har kørt i en uge, men parterne er fortsat ikke enige.

– Regeringen og opposition står fortsat et pænt stykke fra hinanden. Det bliver en meget stor regning, hvilket er beklageligt for skatteyderne.

– Men vi må give de mennesker, der har mistet alt en fair erstatning, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/