Venstres Lars Lilleholt er blevet genindlagt med coronavirus

Venstres folketingspolitiker og tidligere minister Lars Christian Lilleholt er blevet genindlagt på Odense Universitetshospital med coronavirus.

Det oplyser han søndag i et opslag på Facebook.

Lilleholt var ellers blevet udskrevet, efter at han for to uger siden blev indlagt med covid-19.

Men i onsdags blev han indlagt igen, da han var meget træt og havde høj feber.

V-politikeren er søndag fortsat indlagt på Odense Universitetshospital, hvor han behandles med binyrebarkhormon, som han oplever en god effekt af, oplyser han.

– Jeg satser på snart at blive udskrevet igen. Jeg kan dog fornemme, at der kommer til at gå noget tid, inden jeg kommer helt på toppen igen. Det har været en hård tur for min krop, skriver Lilleholt på Facebook.

/ritzau/